På udgivelsesdagen bragte Information et uddrag fra De andres geometri, essayet "Dvale, dominans og klaustrofobi". Siden da har der været en række reaktioner på teksten, som jeg samler op på her:
Information bragte interviews med flere af de forfattere, jeg skriver om: Johan Davidsen, Daniel Dalgaard og Pernille Abd-El Dayem. Derpå fulgte en kommentar af Informations kulturanmelder Kizaja Ulrikke Routhe-Mogensen.
Efterfølgende er samtalen fortsat i Politiken. Først blev jeg selv interviewet, derpå refererede litteraturanmelderen Mikkel Frantzen til essayet i en klumme om at have et had/kærlighedsforhold til dansk litteratur, og senest har Matthias Dressler-Bredsdorff brugt "Dvale, dominans og klaustrofobi" som anledning til at reflektere over spørgsmålet "Hvad giver det mening at skrive om i dag?".
onsdag den 26. september 2018
mandag den 3. september 2018
Anmeldelse i Information
De andres geometri er anmeldt i Information i dag af Susanne Christensen, og det er den bedste anmeldelse, jeg nogensinde har fået – ikke kun fordi den er så positiv, men også fordi mange væsentlige ting ved bogen i så høj grad er blevet forstået og videreformidlet. Jeg har lyst til at citere den hele, men nøjes med følgende brudstykker:
”det er ikke interessen for det norske, som om det var en kvalitet i sig selv, der gør det så dejligt at være i Bastkjærs essays. Det er primært, fordi de er så lyttende; der er altid noget, han undrer sig over, og noget, som kommer bag på ham. Dette burde ikke alene være bundlinje for kritikken, men for al slags litteratur […] Det er, som om Bastkjær rammer den bagerste væg i rummet, ikke ved at råbe højest, men fordi han oprigtigt tror, at nogen sidder der, at der er noget, som i sandhed er anderledes end ham selv, og at det er dette, som er værd at kaste sine tanker omkring […] Bastkjærs feminisme (bogen åbner med notatkollagen »No More Mr. Nice Guy«) er ikke skinger og polariserende, snarere virker den som en helt afslappet obligatorisk del af et dannet menneskes intellektuelle ballast. […] Bastkjærs måde at se på minder mig om Barthes’ sensibilitet i sådan en grad, at jeg får lyst at nynne: »Hvem er den nye mand, og hvem er den nye Roland?« Teksterne er i øvrigt ikke uden regulær punch, godt nok folder sætningerne sig for det meste langsomt ud, men det er ikke altid blomster, som trylles frem, af og til er det en drillende slow-mo knytnæve”.
Hele anmeldelsen kan læses her:
Det er så dejligt at være i Martin Bastkjærs lyttende essays
”det er ikke interessen for det norske, som om det var en kvalitet i sig selv, der gør det så dejligt at være i Bastkjærs essays. Det er primært, fordi de er så lyttende; der er altid noget, han undrer sig over, og noget, som kommer bag på ham. Dette burde ikke alene være bundlinje for kritikken, men for al slags litteratur […] Det er, som om Bastkjær rammer den bagerste væg i rummet, ikke ved at råbe højest, men fordi han oprigtigt tror, at nogen sidder der, at der er noget, som i sandhed er anderledes end ham selv, og at det er dette, som er værd at kaste sine tanker omkring […] Bastkjærs feminisme (bogen åbner med notatkollagen »No More Mr. Nice Guy«) er ikke skinger og polariserende, snarere virker den som en helt afslappet obligatorisk del af et dannet menneskes intellektuelle ballast. […] Bastkjærs måde at se på minder mig om Barthes’ sensibilitet i sådan en grad, at jeg får lyst at nynne: »Hvem er den nye mand, og hvem er den nye Roland?« Teksterne er i øvrigt ikke uden regulær punch, godt nok folder sætningerne sig for det meste langsomt ud, men det er ikke altid blomster, som trylles frem, af og til er det en drillende slow-mo knytnæve”.
Hele anmeldelsen kan læses her:
Det er så dejligt at være i Martin Bastkjærs lyttende essays
Abonner på:
Opslag (Atom)