I fredagens bogtillæg (10 feb.) anmeldte Jes Stein Pedersen romanen Velkommen til Amerika af Linda Boström
Knausgård. Såvel rubrikken (i hvert fald netudgavens) som underrubrikken nævner
forfatterens ægteskab med Karl Ove Knausgård. Således hedder det, at
”Knausgårds depressive kone” er trådt ud af ”sin berømte mands skygge”. Disse
udsagn suppleres af en illustration på forsiden af avisen, hvor den store Karl
Ove Knausgård står med en smøg i hånden og ser befippet ned på et lillebitte
væsen, der løfter hans arm op, så hun selv kommer til syne. I anmeldelsen
betoner Stein Pedersen ellers, at Linda Boström skam er et selvstændigt væsen,
og at hendes værker ”ikke skal læses gennem den optik, hendes mand har skabt,
men skal vurderes på baggrund af indhold og form i den litteratur, hun selv
skaber”. Derfor virker det i bedste fald selvmodsigende, at både rubrik,
underrubrik og hele første spalte – de tre primære redskaber, hvormed en
anmelder kan rammesætte sin tekst – handler om forfatterens privatliv, samt
hvordan hun fremstilles i sin (eks)mands bøger.
Boström Knausgård har selv påpeget i et interview at romanen
rummer visse ligheder med hendes eget liv, men disse hører vel at mærke
barndommen til, og har altså intet med hendes ægteskab at gøre. Dermed virker
udsagnet om, at hun er trådt ud af sin mands skygge ikke synderligt
overbevisende. For mig at se er der snarere tale om, at man i en og samme
bevægelse sætter hende i skyggen, lader som om man hiver hende ud af den og
kyler hende tilbage på plads igen. Hvis hun ikke længere befinder sig i sin
mands skygge, hvorfor fylder han så så meget i anmeldelsen? Den journalistiske
uskik med først og fremmest at omtale visse kvinder gennem deres relation til
en mand – tænk blot på håndboldprofilen Estevana Polman, som siden
fodboldspilleren Rafael van der Vaarts ankomst til FC Midtjylland ofte bare
beskrives som ”van der Vaarts kæreste” – burde have været udryddet for længst,
men ellers kan vi måske aftale, at 2017 bliver året, hvor det endelig sker?
I Information sammenligner
Kristin Vego også Boström Knausgård med en anden forfatter, nemlig Marguerite
Duras. Men denne reference beror på et litterært slægtskab, og giver mig dermed
et indtryk af, hvad Velkommen til Amerika
er for en bog. Det samme kan ikke siges om Stein Pedersens sammenligning, som
bruger mere plads til på at karakterisere Karl Ove Knausgårds skrivestil: ”[Boström
Knausgård har] i den grad rejst sig fra sygesengen og vist, hvor anderledes –
kortfattet og raffineret – man rent litterært kan forvalte sin egen historie
end den ultrarealisme-suppleret-medessayistisk-selvrefleksion, som hendes
langrendsløber af en forfattermand excellerer i”. Jes Stein Pedersens anmeldelse
er ellers en fin og begejstret læsning, der gør mig interesseret i romanen, og
det ville have klædt den udelukkende at fokusere på det litterære, og ikke på
ægteskabelige detaljer, hvis irrelevans litteraturredaktøren tilsyneladende
godt selv er klar over.
(Kommentar bragt i Politiken d. 17.02.17)
