De andres geometri er anmeldt i Information i dag af Susanne Christensen, og det er den bedste anmeldelse, jeg nogensinde har fået – ikke kun fordi den er så positiv, men også fordi mange væsentlige ting ved bogen i så høj grad er blevet forstået og videreformidlet. Jeg har lyst til at citere den hele, men nøjes med følgende brudstykker:
”det er ikke interessen for det norske, som om det var en kvalitet i sig selv, der gør det så dejligt at være i Bastkjærs essays. Det er primært, fordi de er så lyttende; der er altid noget, han undrer sig over, og noget, som kommer bag på ham. Dette burde ikke alene være bundlinje for kritikken, men for al slags litteratur […] Det er, som om Bastkjær rammer den bagerste væg i rummet, ikke ved at råbe højest, men fordi han oprigtigt tror, at nogen sidder der, at der er noget, som i sandhed er anderledes end ham selv, og at det er dette, som er værd at kaste sine tanker omkring […] Bastkjærs feminisme (bogen åbner med notatkollagen »No More Mr. Nice Guy«) er ikke skinger og polariserende, snarere virker den som en helt afslappet obligatorisk del af et dannet menneskes intellektuelle ballast. […] Bastkjærs måde at se på minder mig om Barthes’ sensibilitet i sådan en grad, at jeg får lyst at nynne: »Hvem er den nye mand, og hvem er den nye Roland?« Teksterne er i øvrigt ikke uden regulær punch, godt nok folder sætningerne sig for det meste langsomt ud, men det er ikke altid blomster, som trylles frem, af og til er det en drillende slow-mo knytnæve”.
Hele anmeldelsen kan læses her:
Det er så dejligt at være i Martin Bastkjærs lyttende essays
Ingen kommentarer:
Send en kommentar